fredag den 31. maj 2013

Sidste etape...

Det er ganske vidst - det skulle være sidste dag med at knokle så sveden springer.

Det blev til en dag med små 16 timer foran maskinen – til gengæld lykkedes det at komme i mål, med en god fornemmelse i maven! En god slutning på maj ;o)

Det blev ikke til mange oplevelser, hverken for Fie eller jeg. Jens fik flyttet lidt mere på plads for svigerfar – det var den dag!

Det lunede at få en dejlig mail fra min kusine som bor i Hove – i sydengland – det var et sødt svar på vores triste besked om Janus. Hun havde vedlagt et par billeder af Janus og deres søn Samuel fra et tidligere besøg hos min onkel. Tak til Mette & familie.
   

Janus & Samuel
   

torsdag den 30. maj 2013

At træde i vande

Bilen skulle have sommerdæk på... og Jens skulle til tidligt møde på arbejde så han var oppe før fanden fik sko på.

Jeg blev hjemme og arbejdede så blodet sprøjtede! Heldigvis er vejret dejligt så den lille have-entreprenør har kunnet være ude i haven hele dagen.

Da Jens kom hjem kørte vi op og svømmede med Fie. Jeg havde ekstraordinært bestilt 2 tider i denne uge – i håb om at det kunne gavne Fie’s albue. Hun nød det i hvert fald.
  
     
Fie har lært at træde i vande – det var selvfølgelig ikke ligeså flot som lige før, da jeg endelig fik taget iPhonen op af lommen!

Hjem og knokle videre – nu med våd hund!
   

onsdag den 29. maj 2013

Fie 10 måneder

Tillykke til Qulingerne - ja tiden går hurtigt i godt selskab ;o)

Desværre er jeg stadig ikke på toppen – men igen bare nødt til at tage på arbejde...

Da vi kom hjem var det ligesom tydeligt at den lille dame havde været på bordet igen – suk! Det er ikke let med kombinationen af meget arbejde og så det faktum at Fie skal holdes i ro – og selvom hun igen er begyndt at få sin mad i haven er det slet ikke nok til at gøre en frisk ung tøs på 10 måneder tilfreds...
    
Der stod engang et bøtte med blyanter i reolen...
   
Til aften var vi nødt til at aflyse træningen igen – jeg tør simpelthen ikke at lade hende løbe rundt på FB når hun halter ind imellem... Så var der også tid til lidt arbejde for en gang skyld (det umenneskelige omfang er heldigvis snart forbi – der er bare lige et opløb af det seje på vej i mål...).

Fie var tydeligt utilfreds med at hun ikke blev fejret ;p – her ligger hun og surmuler i min sygeseng i stuen (min ryg skal bare flytte plads ind imellem...).
    
  

tirsdag den 28. maj 2013

Endnu en øv-dag for Fie

I dag var jeg bare nødt til at tage på arbejde (mere om det senere... ;o)))

Jeg havde forventet at tage tidligt hjem – det blev det ikke helt! Så da jeg skyndte mig lige ind og satte mig ved min maskine blev det ikke ligefrem taget positivt op.
    
        
Vi havde så også aflyst aftenens træning, da jeg ikke ligefrem vil påstå at jeg har det godt + Fie halter stadig lidt ind imellem – øv igen!
   

mandag den 27. maj 2013

Sovedag med mig!

Jeg forsøgte mig med en morgentur – det gik ikke godt... Så selvom jeg har mere end travlt på arbejde, måtte jeg gå ind i seng igen!

Fie & jeg sov hele dagen og da Jens kom hjem måtte han tage alene med Fie op og svømme.

Hjemme fortalte Jens at det var gået fint uden Janus ;o)

søndag den 26. maj 2013

Super-spor med Jens

Ja så var det jo blevet min tur til at være sk... syg – og det var ikke blevet til meget søvn i nat.

Pinligt var det, da DSPK gruppe 2 holdt mentalbeskrivelse i dag og vi havde lovet at være med som flok – og oveni købet havde jeg lovet at tage morgenbrød med... Jeg skulle bage boller eller det vil sige: jeg skulle have haft bagt boller. Det blev Jens. Arme Jens var oppe kl. 6 for at bage brød og han og Fie måtte tage alene afsted :(

Så sov jeg til gengæld hele dagen...

Da Jens & Fie kom hjem fortalte Jens at Fie havde gået et fremragende spor på den store mark – et flot U-spor. Det kan være Jens skal til at træne lidt med Fie ;o)))

Så sov jeg ellers resten af dagen! & natten med.

Da jeg ville gå tidligt i seng tændte jeg fjernsynet og Fie kom op i sengen. De viste noget med en masse kalkuner – dem syntes Fie så spændende ud...
    
   
Så sov jeg ellers hele natten – lidt imponerende ikke!
   

lørdag den 25. maj 2013

En tur til Brede

Det er hårdt hårdt at skulle skrive i dag – ovenpå den kedelige dag i går... Men op på hesten som man siger!

Vi sov længe – puttede med Fie. Hun lader til at have det meget godt – men vi gør heller ikke noget nummer ud af at Janus ikke er her mere. Det hele er som i går, intet er fjernet (det kan nok tage lang tid, hvis jeg kender os ret...) – så bare en helt almindelig dag – suk!

Da jeg havde været en tur til frisøren kørte vi over til svigerfar & Else. Jeg havde endnu ikke set deres nye hjem, på plejehjemmet. Jeg må sige jeg er imponeret og det ligner absolut ikke noget af det som man hører så fælt om i medierne. Lækker lejlighed med stor altan, stue, soveværelse og et stooort badeværelse. Og når man så hører om den service der er – så lyder det mere som et hotel + der er forskellige arrangementer & udflugter hver dag. Det bliver en tur på første klasse.

Vi havde Fie med i bilen, så vi kunne gå en tur bagefter. Det blev til en lang tur langs Mølleåen. Det var skægt at se som Fie var lidt forsigtig med en masse af de ting vi stødte ind i undervejs. Vi forsøgte at præge hende meget da hun var lille – det ligner at det forsvundet med Janus... Hun får sin sag for når hun skal alene med på ferie!

Jeg tog en del billeder undervejs på turen – de kommer her med kommentarer til hver enkelt.
   
Det var farligt...
Og her er der nogle der kommer frem midt på vandet!
   
Det var en rigtig dejlig sommerdag og Fie skyndte sig at smide sig ned ved et træ, da vi da lige skulle have en cache med på vejen, når den nu lå lige der ;o)
    
Der er altid dejligt under et træ
Den der bold der kommer susende frem og tilbage...
 Trættende var det med alle de oplevelser

Da vi kom hjem blev det så desværre min tur til at være syg – med det der maveonde. Pøj for fa....
   

fredag den 24. maj 2013

Farvel til gamle Janus – VRÆÆÆL!

Jens er stadig syg og Janus virrer stadig med hovedet.

Janus tå heler ikke og han sutter mere og mere – vi har talt en del om det her de sidste dage og Jens har bestilt en tid hos dyrlægen til morgen for at se om han tror på at tåen vil heles og om der er noget med det øre. Vi vil ikke have at Janus skal igennem en amputation til – han mangler en tå på hvert af bagbenene og vi skal ikke i gang med forbenene også!

Dyrlægen vil se os lidt over 9 – vi går en kort tur i skoven på vej derover. Stemningen er trykket selvom det er en dejlig morgen og skoven er smuk.
    
   
   
     
Det viser sig at blive Janus sidste skovtur – VRÆÆÆL!

Dyrlægen er enig i at tåen nok ikke heler op - hun kan derimod ikke se noget i hans øre (Janus giver heller ikke rigtig lov). Vi giver ham den sidste violette sprøjte og min gamle dreng får fred! R.I.P.

Jeg får dyrlægen til at tjekke øret – hun kan ikke se noget!!!

Hvor er det bare trist hver gang man siger farvel til en elsket hund. Vi har haft så mange dejlige hunde, på hver deres måde. Janus var min øjesten – fra dag 1 – alt kunne han gøre og så bare kigge på mig og jeg var solgt. Altid glad og positiv – med på alt hvad vi kunne finde på! Min elskede øjesten hils alle de andre i den store hundehimmel.
    
Billede af Jens & Janus - Janus er 1 dag gammel 28.12.2003
  
Det var ikke let at tage hjem og arbejde videre.
   
Fie går spor efter noget...
   
Til aften tog vi til Ganløse Eged og gik en lang tur med Fie – hun må stadig ikke træne! Underligt med kun en hund – vi plejer jo at have to...
      

torsdag den 23. maj 2013

Initiativrige Fie keder sig lidt for meget!

Jens er stadig syg og da jeg kommer hjem fortæller han at han hørte mærkelige lyde ude i køkkenet...

Fie stod igen på spisebordet og hun havde tygget i en håndcreme som jeg havde fået med i går (jeg tænkte jeg kunne bruge den som gave – glem det...). Hun var i gang med hans sprit-nye pung – han nåede nu at frelse den inden den fik banesår...

Fie er vist begyndt at kede sig lidt for meget – ingen træning – det er hårdt!

Fie var meget glad da jeg endelig kom hjem – det var ret sent. Efter maden gik vi en aftenbytur inden vi gik lige på hovedet i seng!
   

onsdag den 22. maj 2013

Livet er blevet farligt...

Jens er syg – det er mørk og heldagsregn. Det er næsten svært at få mere deprimerende!
   
Der hygges med den syge...
      
Jeg har bemærket at Janus virrer lidt med hovedet ind imellem. Da vi vil undersøge ham i øret hyler han.. Vi kan ingenting se (og får heller ikke lov) – Jens siger det lugter normalt (det er noget han har lært af doktor dyr...).

Vi går en eftermiddagstur i regnen – hundene er glade for bare at komme ud...

På vejen stopper Fie op for en mærkelig ting – den er meget farlig syntes hun! Hun må være ved at nå en eller anden alder, hvor verden ændrer sig ;o)
    
   
    
Vi tager op og svømmer med hundene. Jens tager med og får sig en skraber både på vejen derop og hjem igen ;p
   

tirsdag den 21. maj 2013

Bjerggeden Fie :(

Jens havde arbejdet den halve nat på noget der bare skulle leveres i går... Til gengæld blev han så syg i badet her til morgen – med maveonde... Den arme mand var så nød til at køre hen og aflevere traileren der blev brugt til flytningen i lørdags – og så smide mig af på vejen :(

Da Jens kom hjem igen har Fie været oppe på vores spisebord (som jo ellers bliver skubbet over langs reolen når vi går (fordi Karla & Janus altid stod på bordet og gøede af dem der gik forbi på vejen)). Hun har spist en kladdemappe af hans (jeg håber ikke det var supervigtigt det der stod deri...) + hans adgangskort til arbejde... Stakkels syge mand!

Jens læner sig op af spisebordet – vupti – så står Fie deroppe og kigger på ham... Hun er fuldstændig uforstående da Jens giver hende et ordentligt og velfortjent møgfald!

Det viser sig oveni at Fie har spist en halv dåse hampe-fodcreme – inklusiv dåsen – og en halv tube saltgel!!! (Jens var væk i ca 3,5 time...). Spændende hvad hendes mave siger til det...

Jens og hunde går i seng – men de skal op og køre igen. Jeg skal hentes, ny creme købes til mine fødder og ikke mindst skal vi forbi Ikea, hvor Jens havde glemt en sækkevogn da traileren blev afleveret... og den skal så til Brede – hold da op for en rundtur vi kom på...

Hundene er sure – det bliver ikke bedre af at de kun kommer ud i haven! Jens er syg, jeg er bare smadret og det er rigeligt at skulle lave mad, mens Jens panikker noget arbejde.

Sjovt nok har Fie’s mave det godt... Hun må være udstyret med ståltank som alle de andre tæver vi har haft... ;o)
  

mandag den 20. maj 2013

Pinse og fri ;o)

Det er pinse og vi har fri – en mere end tiltrængt miniferie.

Vivi har sovet her i nat – efter den mest vidunderlige champagneaften! Vi havde prøvet noget nyt og bestilt en flextur – det er noget nyt i vores kommune, hvor man kan bestille en taxa i forvejen og så koster det en fast lav pris. Til gengæld kan man få ekstra passagerer med undervejs. Der er nogle der er kreative når der skal spares penge – her skær de på busdriften til gengæld så dette tilbud (det er så super at det kun koster 24 kr internt i kommunen – det var lidt dyrere i går aftes, hvor vi var heldige at vi var i en anden kommune der også er tilmeldt ;o))) Vi havde fx en ældre borger med et stykke af vejen i går – men det tog kun 40 min i alt, i stedet for 20-25 og det kostede 301 kr for 3 – det får man ikke meget taxa for ellers...

Vi var jo ikke tidligt oppe og Fie hyggede sig med at løbe frem og tilbage mellem soveværelset og stuen – for at trampe skiftevis på os og på Vivi...

Da vi endelig kom op blev det til en hyggelig formiddag med langt morgenbord – Janus elsker at hygge med ved bordet...
      
   
Da Vivi var kørt gik vi en tur rundt om byen. Ved kirken mødte vi en der var ude at lufte sin hest... Det syntes Fie også var underligt ;o)
    
  
Jens tog til sin far for at hænge lamper op – så er de blevet godt installeret – i fint og flot nybyggeri!

I løbet af eftermiddagen tjekkede jeg lige hvad den unge dame havde gang i – hun var i komposten igen-igen! Der er gået forår og havearbejde i Fie!
    

søndag den 19. maj 2013

Champagne ;o)


Nogle gange er det med bedre samvittighed en andre at hundene ligger stille – i dag har jeg go’ samvittighed – Fie må jo ikke lave noget!

Jeg var først til venindehalløj og så stødte Jens til om eftermiddagen – vi var inviteret til champagne-challenge – uhmmm!

Det er et koncept Jens introducerede da vi inviterede til hvidvins-challenge: Vi laver det her mad – vælg en ret som du tager hvidvin med til. Det var en succes og nu var vi så inviteret på champagne! (ikke noget dårligt bytte...)

Jeg skal ikke trætte med den mest fantastiske menu vi fik – men lidt misundelig kan man godt være:
   
  

lørdag den 18. maj 2013

Her sker ikke en sk..


Jens kørte tidligt for at hente trailer til flytningen af de gamle.

Herhjemme skete der ikke en sk.. hele dagen – jeg trængte til bare at lave ingenting og Fie måtte jo ikke...
   

fredag den 17. maj 2013

Forvreden albue...


Diskussioner frem og tilbage – for og imod. Begge har travlt – men jeg skal bare være på arbejde inden 9... Jeg ringer og får en snak med dyrlægen, som ikke mener at det kan være nødvendigt med røntgen – men vi får en tid 11.15.

Igen er det Jens der står for tur – han har jo hundevagten ;o)

Dyrlægen bliver bekymret da han finder stedet, hvor Fie stikker i hyl når han trykker. Det er oppe i armhulen – så skal der røntgenfotograferes... Det blev til 4 billeder og en beroliget dyrlæge! Fie har nogle helt fantastisk flotte albuer – de er bare helt perfekte ;o)))))

Til gengæld har hun en forvreden albue og skal holdes i ro minimum en uge................ Det bliver let især da hun samtidigt skal have Rheumocam og derfor ikke har ondt...

Det var dejligt da den SMS tikkede ind (selvom jeg må indrømme at jeg havde væsentligt andet at tænke på – på arbejde...).

Da jeg blev hentet var det med en meget træt Fie (efter bedøvelsen).

Jeg tror det passede Janus fint at få lidt fred for Fie – hans tå på forbenet har det ikke godt... ØV-ØV-ØV. Jens fik noget mere penicillin til ham, da han alligevel var hos dyrlægen.

Hægen er på retur – ja det går stærkt og pludselig lå Janus der med blomster på ;o)
   
   
Jens tog til sin far for at pakke videre – i morgen står den på flytning!
   

torsdag den 16. maj 2013

Så blev her for alvor travlt!


Stakkels Jens... Udover at have hundevagten har hans gamle far så endelig fået plads på plejehjem – og det er sådan noget der kommer pludseligt og skal gå hurtigt... Oveni skulle han så også forbi tandlægen i dag – ja det er ikke kun mig der har travlt nu!

Da Jens taxi-service havde hentet mig, kørte Jens så videre til sin far for at pakke – der er ikke meget hjemmehygge lige for tiden!

Jeg nød til gengæld at hægen er sprunget ud – det er en kort og godt oplevelse!
   
Da jeg efterfølgende sad og arbejdede fornemmede jeg at der var gang i noget... Liste-liste ud og kigge... Fie var begyndt at grave efter guld i fuglefodersnasket...
   
   
Senere på aftenen kom Fie susende ind med resterne af sin store engang lyserøde gris! Hun dansede lidt rundt på stuegulvet og pludselig peb hun og haltede på højre forben – det ben som hun hylede over den aften hun ”skvattede” over Janus. ØV – skal jeg nu til at bekymre mig om hende igen :(

Da Jens kom hjem undersøgte vi Fie – først ben, så pote – ikke et kny kom der!
   

onsdag den 15. maj 2013

Frygtløse Fie...


Det er blevet dejligt forår og på dagens morgentur var naboens får ude – der er kommet små lam til ;o) Fie var lidt bange for dem – de løb rundt og legede...
   
   
Til aften nåede vi lige forbi FB til lidt ronderingstræning – her mellem alt arbejdet. De andre havde været i gang et stykke tid, men vi blev tilgivet.

Fie fik en ”rigtig” ronderingsbane lige som de andre. Den var lagt i 2 plan – først en bane nede, hvor vi startede med nogle fremadsendelser på Jens. Det gik så over i at hun ikke så nogle gå ud - det gik superflot ;o)

Så fortsatte vi op i øvre plan. Der er opgang i den ene ende og nedkørsel i den anden og så er der ellers 1,5 – 1,7 meters forskel. Det betyder at når man løber ned langs rækkerne med betonfliser er der for enden laaangt ned, med kun en lille kant. Hvorfor fortæller jeg nu det...

Fie ronderede smukt også i øvre plan – pludselig kunne jeg fornemme noget og jeg nåede lige at se røven på madammen... Det gav et sæt i mig – der var helt stille... Hun var hoppet ned til blandt andet Jens som stadig gik i nedre plan. De kom alle glade op og Fie ronderede videre – heldigvis var der ikke noget bagefter!!!
   

tirsdag den 14. maj 2013

Så kom vi til møblementet...

Det tegner ikke godt – da Jens var kommet hjem i dag blev han først rigtig glad – der var ikke tygget i så meget...

Det holdt ikke så længe. Faktisk kun til han kom til soveværelset, hvor Fie havde forgrebet sig på hans sengebord!!! 
      
      
Igen i dag blev jeg samlet op på vej ud at træne med Pia. Det var godt at få gået lidt lydighed og spor til at få renset hovedet. Det blev også til lidt fremadsendelser på Jens.

Og så var jeg frisk til lidt arbejde!
   

mandag den 13. maj 2013

3 uger i helvedes forgård!



I dag startede 3 uger i helvedes forgård... Det bliver arbejde, arbejde og ikke meget andet end arbejde... Det har været under forberedelse de sidste par uger – og det bliver spændende hvordan Fie tager det! Hun har ikke været imponeret de sidste par uger :(

Jens har den totale hundevagt i denne uge som er den kritiske – så jeg har fået privatchauffør, kok og det hele – jeg knokler bare derudad ;o)

Dagen blev ikke så lang på arbejde så Jens kunne nå at komme forbi og hente mig på vej til hundesvømning – det er dejligt afslappende med lidt afveksling – og så se på sine 2 dejlige vuffer!

Hjemme igen stod den sørme på arbejde!
   

søndag den 12. maj 2013

Alenedag igen-igen!

Til formiddag gik vi en længere tur rundt om byen.

Vi svigter til træning da vi skal til Kulturklub-arrangement (og det er Jens der inviterer på Frederiksborg slot, Leonora & barokhave) – samvittigheden er lidt mørk grå... Janus kan nu alligevel ikke meget med den møg-tå – men Fie...
    
   
   
Og så får I lige et billede fra dagens tur til Frederiksborg slot
   
  

lørdag den 11. maj 2013

Så svigter jeg igen...

Til formiddag tog vi på en længere tur i Hareskoven, hvor vi også fik geocachet lidt.

    
    
Skal vi ikke snart afsted igen!!!
     
Her i eftermiddags tog jeg så til damefrokost og hundene blev igen overladt til Jens!
   

fredag den 10. maj 2013

Der er smukt ved Præstesø!

Fridag igen i dag – hvis det så bare var sådan...

Jens far skal flytte på plejehjem og der skulle aftales og gøres ved i dag – allerede kl. 10... Jeg satte mig ned og arbejdede – så meget for den fridag!


Da Jens kom hjem sen eftermiddag gik vi en lang tur på Flyvestation, hvor vi også fik geocachet lidt – desværre får I ingen billeder, da det er rene spoilerfoto’s og det går jo ikke ;o)))

Vi kombinerede med en tur bagefter rundt i området ved Præstesø. Det blev en flot lille ekstratur som vi gerne viser billeder fra. Bemærk alle gæssene til højre.
     
   
   

torsdag den 9. maj 2013

Spor & rondering

I dag er det helligdag i Danmark og vi har begge glædet os til en fridag. Vi sov længe og tog så en længere tur i Hareskoven, der nu er sprunget helt ud – det er bare dejligt!

    
Her er bare grønt nu...
 

Dejligt med mudderbad!
  
Hjemme nåede jeg lige at få arbejdet lidt... inden vi skulle mødes ved en rigtig spormark i Farum – tak til Nis, der inviterede...

Vi fik lagt nogle lange spor. Her ses Jens & Janus i det fjerne.
    
   
Jens var sød at tage lidt video af Fie og jeg. På den første kan man se at det går meget godt med at få Fie til at lægge sig ned når hun kommer til en genstand ;o)
      
 
     
På den anden video er vi på vej retur i et kæmpe u-spor. Fie stopper og kigger på Ester & Nis, der går på en tilstødende mark. Hun har lidt svært ved at bevare koncentrationen bagefter...
  
   
Da vi var færdige med sporene og hundene var vandet af, tog vi videre til FB for at rondere.
  
Der er noget her bag lågen...
  
En stolt Fie med bidepølsen ;o)
  
Den gøende bjergged Fie...
  
Så må der hviles ud!
  
Fie hyggede sig med at gå rundt mens vi drak kaffe. Jens demonstrerede, hvordan han havde lært at man skulle bære en hund, en gang i fjerne tider på en Melby lejr, af en politimand. De skal kunne bære på deres hunde, hvis der ligger noget giftigt eller lignende på jorden.
   
Fie højt til vejrs!
   

onsdag den 8. maj 2013

Dagens højdepunkt

En tur i hundesvømmehal ;o)

Det har endelig regnet - og næsten hele dagen... Det har også tordnet - arme Janus, han er bare så bange for tordenvejr! Det klarede heldigvis op her til aften, hvor den stod på hundesvømmehal!

Janus har fundet ud af at han kan smide bolden på gulvet – som et andet trodsigt barn... Fie står og tripper med sin Kong Våd på kanten, i håb om at den vil blive smidt ud i vandet ;o)
  
 
     
Det er dejligt at Elsang har en kæmpe indhegning, hvor hundene kan løbe både før og efter svømmeturen – her er ikke bare en lille tisseplads!
 
   
  

tirsdag den 7. maj 2013

Kedelig Fie



Arbejdet er begyndt at tage til. I næste uge står den på arbejde i døgndrift – nu er der bare meget... Det passer ikke helt Fie – men der skal jo ”brød på bordet”.

Det blev derfor bare til en tur rundt om byen i den dejlig aftensol – aftentræningen med Pia er aflyst, da Pia er i Tyrkiet (hun skulle bare vide hvor dejligt vejret er her... ;o)))

Aftenturen bød nu på 4 hjorte & en fasan og så havde det været 24 grader i dag...
   
 
Man kan nu også opleve lidt på sådan en kedelig dag – her bliver hesten luftet!!!
   
   

mandag den 6. maj 2013

Aleneaften

Da vi skulle i operaen til aften gik vi en dejlig eftermiddagsskovtur med hundene i forårssolen. Bemærk de nyudsprungne bøge og den stadigt anemonedækkede skovbund – ihhh, hvor er det bare smukt & dejligt...

    
   
Hjemkommet fra en fantastisk opførelse af Il Trittico, er der rigtigt gået hyg i hundene. De ligger her på stribe og storgnasker i hvert deres ben - som de fik i bestikkelse da vi gik...
      

Det bedste er nu at Fie kun har været i kassen med genbrugspap imens vi har været væk ;o)
   
     

søndag den 5. maj 2013

Superbideren!



I dag til træning i DSPK gik Fie først nogle la-la spor på en meget vindomsust mark - ØV.

Til gengæld fik Fie lavet nogle fantastiske bid i et bidestyr – slam siger det og hun sidder midt på og helt ind i mundvigen – Uhhh det er godt ;o)

Det fik jeg selvfølgelig ikke nogle billeder eller video af... Til gengæld fik Jens fanget at Fie gerne ville hilse på en ny lille hund på pladsen – og lille det var den...
    
   
   
På vejen hjem var skoven bare så smuk, med anemonerne bredt ud over skovbunden – det måtte jeg bare have et billede af!
     
   
Stakkels gamle Janus – Jens gav ham ny forbinding på i dag. En knap så diskret en på en sort riesen...
   
    
Der blev sovet igennem her til aften!