torsdag den 20. februar 2014

Den arme gris!

Ja frustrationerne tårner sig op - den lille søde gris har ellers overlevet meget længe i Fie-terminologi... Men når jeg nu ikke finder på - så gør Fie det selv!
  
  

onsdag den 19. februar 2014

Kom så i gang...

Jeg fik en souvenir med hjem fra prøven i søndags - en ordentlig omgang snot & hoste - ØV!

Her på tredjedagen har jeg haft Fie stående og hoppe mig på maven, mens jeg har prøvet at ligge og overleve på sofaen. Hun har bare ingen forståelse for at man kan være syg, så hun ikke kan komme ud at træne...
  
Så tag dig dog sammen...
  

søndag den 16. februar 2014

Jubiii så har Fie bestået færdselsprøven FP/BH

Set her bagefter har det jo været en fantastisk dag - sådan er det jo når man ser på resultatet ;o)

I dag var der færdselsprøve i DSPK gr 2 Nordsjælland. Vi var 8 hunde heraf 7 til færdselsprøve (se racer på sidste billede...) og så Odin til IPO VO (en form for IPO light).

Vi gik lydighedsdelen på vores træningsplads, hvor vi startede med at alle fik scannet deres chipsnummer. Tilbage til bilen med Fie - vi havde aftalt at hun var sidst på sammen med Odin, selvom han skulle tage IPO VO. Det blev der lavet om på... bla fordi der var en løbsk tæve og der skulle skydes i IPO VO'en.
  
Ivrig Fie på vej til scanning!

   
Første hund blev dækket af i venstre side, selvom vi havde aftalt højre side. Det lyder som en lille ting, men nu er Fie blevet overfaldet 2 gange i dækøvelse i venstre side før... På afdækningen rejste den første hund sig så snart føreren vendte ryggen til og gik... Så blev jeg nervøs... Godt nok blev han flot stående uden at rykke sig en cm, men alligevel det plejer han ikke! Han fik lov at gå videre alligevel - pyha, måske var der håb...

Da det så blev Fie's tur var det sammen med en schæferhund og ikke Odin - en schæferhund, ikke at jeg har noget mod schæfere, men det var sådan en der har overfaldet Fie. Han spurgte selv om han skulle dække af først - det syntes jeg var fint.

Skal vi ikke bare sige at jeg ikke var imponeret over Fie's lydighed! Mest tror jeg fordi jeg var hamrende nervøs og usikker på programmet (selvom det er øvet mange gange). Fie plejer at gå superflot med hovedet højt, kiggende på mig - det skete ikke i dag. Hun slæbte sig med, med hovedet i jorden - jeg var åbenbart for mærkelig. Selv dommeren stoppede hun op og kiggede på midt i det hele - det blev jeg jo ikke mindre nervøs af...

Afdækningen gik over al forventning - mine fingre var helt ødelagte af at være krydsede mens jeg stod der med ryggen til - mange af de andre hunde havde rejst sig under den øvelse... 

Vi fik lov at komme videre med på bydelen - YES!
 
Grunden til at vi står så længe inden fri ved fod er at den anden hund havde rejst sig (hvilket jeg ikke havde bemærket...)
  


Vi skulle mødes ved Netto i Blovstrød - jeg skal love for at der er mange der handler der midt på dagen. Det gik jo forrygende for de andre, så her var ingen nerver, kun knas med at få filmet det hele ;o)

Bydelen indeholdt: Gå hen ad gaden, hvor der kommer en kondiløber der slår til en + en cyklist der ringer med klokken - lige her var det lidt svært, da det var Jens på cyklen og det har Fie ikke set før ;o))) Så skal hunden gå rundt i en gruppe og hen til en bil, der starter, for at spørge om vej - her skulle Fie så dække af også.


Så kommer knaset - Kristian havde været så sød at filme indtil nu, da Jens jo var cyklist. Overleveringen gik ikke så godt, så Jens filmede pauserne i stedet... Det er dog lykkedes at få med at Fie bliver bundet af til cykelstativet. Hvad man ikke ser på filmen er at jeg så går ind i Netto og Henrik kommer gående forbi med gamle Rex et par gange. Fie var fuldstændig ligeglad ;o) Ud af Netto, løsne hunden og et kærkomment håndtryk med et TILLYKKE fra dommeren. JUBIIIIII!

Tilbage til klubhuset, hvor vi fik taget lidt billeder - af de 2 riesen + af alle der stillede på dagen.
  
JUBIII - 2 glade riesenejere med bestået FP/BH & IPO VO
Tillykke til alle - 4 malinois, 2 riesenschnauzere & 2 schæferhunde
    
TAK til alle for en dejlig dag - dommer, figurenter, prøveledere, madmor - ALLE der var med til at gøre denne dag til en ganske særlig dag!!!

En ting har jeg lært i dag - jeg skal stille til alle de prøver jeg kan finde, så Fie og jeg kan få en masse prøveerfaring. Win-win - jeg bliver mindre nervøs og Fie får vænnet sig til at jeg er nervøs ;o)))